Hånd og håndled, karpaltunnelsyndrom, sovende fingre.

Smerter og sovende/snurrende fornemmelse i en eller flere fingre, i håndfladen og evt. på håndleddet, kan til tider opstå efter uvant arbejde såsom malerarbejde og havearbejde. Symptomerne kan også opstå i forbindelse med graviditet. Ofte er der dog ikke nogen kendt/velafgrænset grund til smerterne.

Symptomerne kan være en fornemmelse af, at det sover i hænderne primært i tommel-, pege- og langfinger. I enkelte tilfælde kan den sovende fornemmelse brede sig ud i hele hånden. Du kan have føleforstyrrelser ud i én eller flere af fingrene, dog sjældent i lillefingeren. Desuden kan du føle et tryk og ubehag ved håndleddet, smerter i fingrene og ved håndleddet samt evt. op i armen.

Den sovende fornemmelse er ikke til stede hele tiden, men optræder ofte efter belastning – altså når du har brugt hånden – samt om natten. Den kan aftage, når man bevæger arme og hænder lidt. Det hjælper fx at stå op om natten, ryste hænderne, lave armsving og lignende. Symptomerne kan vise sig enkeltvis eller i kombination i én eller begge hænder.

Årsager

Hvis du kan genkende de ovenstående symptomer, kan der være tale om en tilstand, der kaldes for karpaltunnelsyndrom.

Tilstanden skyldes, at pladsen mellem senerne i hånden/håndleddet er blevet for trang, derved klemmes nerven. Det er dét, der giver den sovende fornemmelse. Ofte bliver irritationen større om natten. Det skyldes, at vi om natten ikke leder væske væk fra hænder og fødder lige så effektivt som om dagen. De fleste kender godt dét, at fingerringene sidder strammere om morgenen, og der bliver altså også trykket mere på nerven. Hvis man står op og laver lidt øges gennemstrømningen af væske igen, og symptomerne vil aftage.

Nerven, der påvirkes, (medianus-nerven) passerer håndleddet ud til hånden gennem den såkaldte karpaltunnel (deraf navnet karpaltunnelsyndrom). Klemmes den, kan der opstå symptomer i nervens forsyningsområde, dvs. i hånden og nogle af fingrene. Ofte finder man ingen entydig forklaring på, hvorfor tilstanden har udviklet sig.

Karpaltunnelsyndrom kan også skyldes andre sygdomme eller skader. Det kan være forandringer efter et knoglebrud i området (håndledsbrud), medfødte snævre pladsforhold, lavt stofskifte, graviditet, diabetes eller overbelastning gennem ensidige håndbevægelser under arbejde. Særlig udsat er frisører, skribenter, maskinoperatører, pladearbejdere, slagtere, industriarbejdere, rengøringspersonale og personer, som arbejder med vibrerende værktøj. Desuden får en del kvinder symptomer i forbindelse med graviditet.

Du kan også opleve en sovende fornemmelse i ring- og lillefinger, det er en variant af tilstanden, her er det en anden og mindre nerve, der er afklemt, men ellers er mekanismen helt den samme.. Denne variant kan f.eks. opstå hvis man har cyklet meget og siddet med hånden presset mod styret i længere tid. Smerterne/den sovende fornemmelse kan trække op i underarmen.

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis du er bekymret over smerterne, eller de er vedvarende og hindrer dig i at gøre de ting, du normalt foretager dig, kan du blive undersøgt hos en kiropraktor.

Kiropraktoren vil, på baggrund af symptomer og sygehistorie, foretage en undersøgelse.

Han vil mærke håndleddet og hånden godt i gennem og undersøge de små knogler i håndleddet. Det skal klarlægges hvordan samspillet er i forhold til andre knogler, og herunder om alle led bevæger sig frit og normalt.

Herefter stilles diagnosen, og du får at vide, hvad du kan forvente dig. Herunder, hvordan du skal forholde dig, samt om der er behandlinger eller forebyggende tiltag, der kan iværksættes.

Alt sammen for, at du kan blive af med smerterne hurtigst muligt og forebygge, at de kommer tilbage.

Behandling

Når kiropraktoren har undersøgt dig og stillet diagnosen, lægges en plan for behandlingen. I behandlingen kan indgå mange elementer, bl.a. manipulationsbehandling, forskellige former for muskelarbejde,mobilisering, træningsøvelser ud over mere generelle råd og vejledning.

Det er ofte effektivt med manipulation af leddene, typisk i form af små præcise træk eller tryk på de involverede knogler og led.

Hvad kan du selv gøre?

Et vigtigt råd er, at du skal undgå at provokere symptomerne. Du kan prøve med udspænding, aflastning, og evt. søge behandling hos en kiropraktor. Operation er også en mulighed, men bør overvejes nøje. Man kan risikere at danne arvæv efter operationen, og så ligger arvævet og fylder i karpaltunnelen, og kan give fornyet tryk på nerven.

Hvis symptomerne er opstået i forbindelse med belastning, kan du i første omgang forsøge at aflaste hånden.

Prøv desuden at udspænde underarmsmuskulaturen, det kan du gøre således:

1) Sæt hænderne på kanten af et bord, så fingrene peger ud mod dig selv, læn lidt frem og mærk strækket på forsiden af underarmene.

2) Stræk armen frem foran dig med håndfladen fremad. Tag nu fat om hånden med den anden hånd og træk fingrene bagover til du mærker stræk på underarmens underside.

Noget andet, du kan have gavn af, er isbehandling. Afkølingen vil dæmpe hævelsen, især hvis symptomerne har været der kortvarigt. Læs om behandling med is her.

Hvordan er fremtidsudsigterne?

Det bedste du kan gøre er at være opmærksom på hvilke ting, der forværrer generne – skriv dem eventuelt ned og hold på den måde øje med dem. Det kan blive nødvendigt, at ændre på bevægelser og belastninger både i dit arbejde og i hjemmet. Da tilstanden kan bedres med de ovenfor beskrevne tiltag, bør du se tiden an, inden du overvejer operation.

Alarmkassen

Søg hjælp hvis …

  • Der er rødme, varme eller hævelse i hånd eller håndled.
  • Smerterne er så voldsomme, at du slet ikke kan bruge og bevæge hånd eller håndled.
  • Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.

Relaterede artikler

Video:

I samarbejde med www.kiropraktorguide.dk en del af www.danskkiropraktorforening.dk