Begrænset kendskab til kiropraktik blandt beslutningstagere i idrætsforbund og -foreninger blokerer for udnyttelsen af potentialet. Et studie fra Syddansk Universitet ser på idrætskiropraktorernes profil, og hvad der skal til for at gøre dem mere synlige for beslutningstagere i idrætsverdenen.

Studiet undersøgte begrebet idrætskiropraktik og en forståelse af de emner, der er relevante for dets udvikling via interview med 7 udvalgte idrætskiropraktorer, mens karakteristika og holdninger til idrætskiropraktik blandt danske kiropraktorer blev søgt defineret via en spørgeskemaundersøgelse besvaret af 185 danske kiropraktorer.

Alle der har uddannet sig til kiropraktor, kan i princippet kalde sig idrætskiropraktor, da der ikke findes en særskilt idrætskiropraktoruddannelse. Men idrætskiropraktorer vil hellere anerkendes som specialister end have en beskyttet titel, derfor vægter de ekspertstatus via videre/efteruddannelse og forskning og ved at blive mere involveret i idrætsrelateret praksis højt. For at øge antallet af idrætskiropraktorer foreslår forskerne, at der udvikles avancerede universitetsstudier, der genererer empirisk viden om idrætskiropraktik og tilbyder de studerende erfaring i idrætskiropraktik via praktik.

Undersøgelsen afslørede også, at de ca. 8 % af de kiropraktorer, der betegner sig idrætskiropraktor typisk er af hankøn, har en kandidatgrad og behandler fuldtids- og deltidsprofessionelle idrætsfolk. For at ændre på kønsfordelingen foreslår forskerne, at man igangsætter initiativer, der øger antallet af kvindelige idrætskiropraktorer. Idrætskiropraktorer er også betydeligt mere involverede som klinisk ansvarlige i frivilligt arbejde og idrætsforbund end kiropraktorer generelt; de benytter de samme behandlingsmodaliteter som kiropraktorer generelt, dog med en hyppigere brug af chokwavebehandling, og idrætskiropraktorer samarbejder oftere tværfagligt med andre behandlere (kiropraktorer, læger og personlige trænere) end kiropraktorer generelt. Det er et samarbejde, der bør fremhæves, påpeger forskerne i deres artikel.

Forskerne konkluderer, at en forløsning af potentialet kræver et større fokus på en strategisk plan for, hvordan man kan få kiropraktorer tilknyttet tværfaglige behandlingshold indenfor bredde- og eliteidræt, blandt andet via mere uddannelse.

Læs hele undersøgelsen her:

Corrie Myburgh, Julie Andersen, Nicklas Bakkely, Jakob Hermannsen, Marcus Zuschlag, Philip Damgaard & Eleanor Boyle. The Danish sports chiropractic landscape: an exploration of practice characteristics and salient developmental issues https://chiromt.biomedcentral.com/articles/10.1186/s12998-021-00383-4

Har du lyst til at blive idrætskiropraktor? Kiropraktorerners Videnscenter udbyder en Masterclass i Idrætskiropraktik. Læs mere her: https://kiroviden.dk/efteruddannelse/masterclass/idraetskiropraktik